lørdag den 5. april 2014

Er der sket mig noget?


Sidste onsdag vågnede jeg til et mareridt. 
Min googlekonto var blevet hacket, mit sikkerhedsspørgsmål og telefonnummer ændret, alle mine kontakter og al korrespondance fra 8 års freelanceliv og privatliv var utilgængeligt. Blog, kalender, youtube-kanal og googledrev var døde.
Og alle kontakter var naturligvis forulempet med en bøn om at sende penge til mig i Newcastle, hvor jeg stod og var hjælpeløs

Jeg har bidt mig i tungen i frustration, når 100 mennesker ringede eller skrev til mig på Facebook, at de var glade for at der alligevel ikke var sket mig noget.........

...........

I min jomfruelige nye mailboks har jeg nu kun kontakter som er aktuelle for mig inden for den sidste uge.
I min kalender er der kun ting jeg kan og vil huske.
Mine gamle kærestebreve og andre personlige minder er omsat til nye former for energi, som jeg tror jeg kommer til at sætte pris på med tiden........


Der er sket mig noget.....
Heldigvis

Gode mennesker har hjulpet mig med at finde rester af min blog som jeg hermed stædigt lægger frem igen.

For megen snak og for lidt musikalsk folkekøkken brækker samfundet over i to



Det er ikke svært at finde efterskoler med musik på højt plan. Det er heller ikke svært at finde privatskoler og musikskoler  med fantastisk god musikundervisning.
I min 17-årige søns omgangskreds er der masser af dygtige instrumentalister, sangere og sangskrivere som kommer fra Bernadotteskolen, fra Sankt Annæ og fra forskellige gode efterskoler og musikskoler.


Så ligesom vi kan være stolte af Noma, kan vi også være stolte af den nye danske "kreative klasse".
Men når vi taler folkeskoler og daginstitutioner og når vi taler Danmark som helhed, må vi jo også se på hvordan det går for folkekøkkenet, - gastronomisk og musikalsk.
Og det musikalske folkekøkken, - det tilbud alle børn møder om musikalsk læring og givende musikalsk samvær - har det ikke godt!


Jeg har lige været censor i musik på Metropol, Læreruddannelsen på Frederiksberg.
Og var glad da jeg tog hjem. Begejstret over hvor seriøst både undervisere og studerende gik ind i arbejdet med og udviklingen af folkeskolens musikfag.
Der er faktisk masser af seriøsitet og kompetence på det musikpædagogiske område, blandt de mennesker der har valgt at prioritere det musikalske folkekøkken.
Men nu er der igen nedskæringer på vej på området. Det ser ud som om den individuelle undervisning i sang og instrumentbeherskelse er på vej ud af læreruddannelsen. Et logisk led i de sidste mange års udvikling hvor  alle fag og uddannelser bevæger sig mod mere og mere snak og væk fra praktiseren, sanselig fordybelse og praktisk træning. Og da debatterne om dette jo foregår som snak, vil de mest snakketrænede naturligt nok ende med at vedtage at mere snak er fint.


Heldigvis har vi et A-hold som sender deres børn på musikskoler, privatskoler, i sportsklubber og på Claus Meyers madskole. Men resten af vore børn får i højere og højere grad kun tilbud om mere snak i skolen. Og hvis de vil være folkeskolelærere, skal de nu selv indhente de instrumentale forudsætninger ved siden af studiet, - eller opgive at have musik som fag.


Da jeg var seminarielærer havde vi en interessant diskussion omkring faget hjemkundskab. Der var nemlig rigtig mange lærere, der pludselig valgte dette fag som linjefag og som kunne se det som afsæt for gode tværfaglige aktiviteter. Det affødte moralske pegefingre fra institutledere om at man måtte hjælpe de studerende til mere realistiske linjefagsvalg. Hjemkundskab er nemlig et lille fag i skolen, skal vi huske på!


Jeg husker at jeg savnede den vinkel på problematikken som vendte det om: Hvis flere og flere mennesker som ser sig selv som folkeskolelærere, synes at hjemkundskab er et fag de gerne vil tage udgangspunkt i i deres lærervirksomhed, -tja, så er det vel ved at blive et større fag i skolen?
Men så alvorligt tager man ikke lærerstuderendes prioriteringer og refleksioner. Ideen om hvilke fag der er store og små og hvilke fag som er vigtigere end andre, er på en eller anden måde filtret ind i politikeres strategier for at vinde stemmer i den brede befolkning og i faglige foreningers holden fast på privilegier og er faktisk ikke til megen almindelig fælles refleksion blandt de professionelle.
Og praktisk-æstetiske  fag er små i folkeskolen. Basta !
Små i betydningen at der er sat få timer af til det, og små i betydningen at de ikke er vigtige nok til at tabte timer f.eks erstattes efter lockouten, som i de mere "vigtige" fag.


Det ærgrer mig, at det kunstneriske område tilsyneladende stadig har en mærkelig dobbeltrolle i vort
samfund, hvor man ganske vist nærer en slags respekt for æstetikken og de der mestrer den, men
samtidig nærer en manglende forståelse for det æstetiske som alment undervisningsområde.
Forældre til danske skolebørn har således vænnet sig til tanken om, at man må betale for det i fritiden, hvis børnene skal lære noget indenfor f. eks idræt og musik, og er derfor ofte ikke på mærkerne med krav til
folkeskolens undervisning på området.


–Er der nogen forældre der frivilligt betaler sig fra matematikundervisning uden at få den tanke, at folkeskolen burde oppe sig?


De æstetiske fag bliver i denne samfundsorden det udslagsgivende parameter for hvem der hører til A-holdet.

Jo mindre fagene vægtes i den almene folkeskole og den almindelige daginstitution, jo vigtigere bliver det igen at komme fra et hjem med klaver.

Findes der egentlig bløde værdier? 3 myter som hindrer prioritering af musiske læreprocesser



Endnu engang er der gang i debatten om indholdet af den gode skole for vore børn.

Endnu engang er der tale om større respekt for praktiske og musiske områder.

Samtidig foreslår skoleledere at praktisk-musiske fag kunne udpeges til at have mindst forberedelse.


Det får mig til at vende tilbage til en gammel kæphest..


3 myter som hindrer prioritering af musiske læreprocesser:

1. Myten om at der findes værdier som er blødere end andre har været med til at forplumre rigtig mange værdidiskussioner.

Ideen om hvilke værdier som er bløde er nemlig fuldstændigt kulturbestemt.

På balletskolen er kropsligt udtryk f.eks ikke en blød værdi men et benhårdt og håndgribeligt træningsområde. - ligesom stemmeklang, bevidsthed om timing og præcis lytning i min konservatorieuddannelse har været temmeligt præcist definerede træningsområder.

Det man i en kultur definerer som blødt, svarer til det man i sit hjem har liggende i rodeskuffen. I rodeskuffen ligger det som man forholder sig lidt tilfældigt og ubevidst til og som man derfor aldrig prioriterer systematisk højt.

Intet i rodeskuffen er født som rod. - Det er tilgangen til bunken der er rodet.

Man kan imidlertid godt tale henført og romantisk om rodebunken af bløde værdier, og i prisningen bilde sig ind at man sætter disse værdier højt.

Denne og to andre stærke myter må vi transformere, hvis vi skal se en ændring af vor praktiske omgang med musiske kvaliteter i samfundet og hvis vi vil opprioritere musiske læreprocesser.

De to andre myter er:

2. Myten om at talent spiller større rolle i musiske fag end i andre fag

Der er ikke nogen forskning der peger på at talentfænomenet spiller en større rolle på musiske områder end på alle andre faglige områder.

Alligevel er det udbredt at snakken om talent fylder meget mere end snakken om læring, når talen falder på kunstneriske udtryk og kropslige kompetencer.

Hvis man egentlig ikke tror at musik er noget der kan læres, vil man naturligvis aldrig for alvor prioritere musikalske læreprocesser og tid til disse, men hellere bare beundre de dygtige.

Gammeldags musikundervisning i denne ånd bestod i høj grad af at sortere "brummere" fra, så koret lød godt. (Moderne undervisning af denne slags kalder det musical og lader brummerne sy kostymer)

3. Myten om at nogle kompetencer er mere personlige end andre

De fire regnearter giver man ikke børn plads til at vælge fra eller til.

Hvis lille Lise føler sig mere som en plustype end en minustype og derfor gerne vil undgå at trække fra, vil man fra skolens og forældrenes side trække på skuldrene og mene at hun muligvis tager regnearterne lidt for personligt.

Til gengæld er det almindeligt i vores kultur at man skal skånes fra at udvikle og nuancere sin stemmeklang eller sin måde at bevæge sig på, da det er personlige kompetencer.

Det er vanskeligt at drive undervisning på de områder som man definerer som mere personlige end andre, fordi vi jo netop har inviteret de stærke identifikationer på banen som kan gøre ny læring til en truende, frustrerende og grænseoverskridende oplevelse.

Hvis man tænker at et fagområde består af kompetencer som er mere personlige end andre kompetencer, vil undervisning altså blive præget af berøringsangst - og evaluering vil måske ligefrem blive betragtet som uetisk.

Alle kompetencer er nøjagtigt så personlige som vi vælger at tage dem.

Og set fra elevside: De kompetencer man vælger at tage mest personligt, vil man få sværest ved at udvikle og nuancere.

Kort sagt:

3 myter som hindrer prioritering af musiske læreprocesser: 



Myten om talent

gør undervisning ligegyldig

gør evaluering meningsløs

og gør forberedelse overflødig



Myten om bløde værdier

gør undervisning upræcis og tilfældig

gør evaluering umulig

og gør forberedelse til en hobby




Myten om personlige kompetencer

gør undervisning berøringsangst

gør evaluering uetisk

og gør forberedelse til en privatsag

Stillingtagen er det modsatte af bevægelse - Om at dele sin undren

Publiceret som ugens fredagsbøn for Dansk Komponistforening 25.5 2012


For nylig holdt jeg formidlingsworkshop for Ph.D. studerende og undervisere på IT-universitetet.


Jeg kunne mærke at en del af de deltagende som udgangspunkt havde en vis skepsis overfor at lade sig undervise i formidling af en sanger. 
De var tilsyneladende klar til at sortere i popsmarte tips og tricks om hvordan man får opmærksomhed - og i grænseoverskridende øvelser, hvor store følelser skulle findes frem, pustes op og krænges ud.
Det var derfor skønt at mærke deres lettelse, da jeg i stedet startede med at bede dem holde helt op med at gøre deres stof interessant, og udelukkende tage udgangspunkt i deres egen ærlige interesse for stoffet. 
Når de gik ind i deres ærligste forundringer og undringer og fortalte derfra, i stedet for at spekulere i resultatdokumentation eller i hvordan de gerne ville fremstå, blev det straks dybt vedkommende. 
For de fleste af dem var det en stor lettelse at smide ideen om hvad andre vil have - både indholdsmæssigt og performancemæssigt.
Enkelte blev naturligvis konfronteret med at hele deres indhold var bygget op omkring en leflen for modtageren og formidlingstraditionen, så de måtte lede lidt før de fandt et ærligt indhold.

For den seriøse æstetiker og kunstner er der naturligvis ikke noget nyt i dette. Det interessante i denne historie er i mine øjne, at jeg inderst inde godt kan forstå deres skepsis og den fordom som ligger bag.

Når man møder en fordom, kan man vælge at blive forarget, eller man kan vælge at tage sin del af ansvaret for fordommens levedygtighed. Og jeg kender jo udmærket til overfladiske tips og tricks, tilfældig malen med store følelser og til leflen for publikum, kollegerne eller formidlingstraditionen og jeg kender også udmærket eksempler på at vi som musikere viser hvad vi har kontrol over i stedet for ærligt at vise hvad vi er optaget af.
Man kan naturligvis helt ærligt være optaget af at vise hvad man har kontrol over. Det er der slet ikke noget galt i. Men hvis hovedintentionen er at vise hvad man har kontrol over, vil det primære udtryk også handle om dette og hovedresponsen vil være en vurdering af hvorvidt man har denne kontrol eller ej. Og så er den dialog faktisk slut.
Vi får generelt svar på det vi spørger om:-)

Så mennesker som længes efter dybere dialoger og stærkere møder, hvor man berøres og beriges i stedet for at imponere(s) og underholde(s), må nødvendigvis prioritere at mødes i undren og ikke i kontrol. 

Jeg har modtaget stafetten af Andreas Røeboe, som i tråd med flere andre stafetholdere beskriver en sådan længsel. Jeg har selv i mit sangerliv i høj grad ledt efter og dyrket de processer som giver mening ved at noget og nogen flytter sig, da det aldrig har interesseret mig hverken at underholde eller imponere. Blandt andet derfor har jeg undervist mere end jeg har performet. Derfor har jeg også elsket at arbejde sammen med komponister om at forløse deres ideer. Selvom mange af disse ideer har vist sig uholdbare i længden, har det for mig været meningsfuldt blot at hjælpe en komponist videre til sin næste og måske bedre ide og det undersøgende samarbejde har været langt vigtigere for mig end en eventuel performance af værkerne. 

For tiden elsker jeg også at synge frit improviserede koncerter med musikere fra alle mulige genrer hos Global Units, at høre komponister dele deres undren i Frankensteins lab, og jeg elsker at synge baggrundslyde i Natkirken om torsdagen, hvor opgaven er at støtte den meditatiive undren i rummet med mine stemmelyde og hvor præsterne faktisk er bevidste om at inddrage sangernes æstetiske optagethed og procesbevidsthed også i det liturgiske eksperimentarium.

Når man mødes i sin undren og med nysgerrigheden som primær fælles drivkraft, mødes man i proces og kommer derved tættere på den proces man selv er, både som individ og som fælles kommunikerende organisme.
For man er vel ikke andet end proces, egentlig! Og der findes vel ikke andet i livet end proces.
Og al bevidsthed og erkendelse må vel egentlig handle om at optimere dette.
Altså om procesbevidsthed.

En moderne procesbevidsthed tager for mig at se afsæt i en realistisk erkendelse af at alt er proces, at al nærvær er nærvær i en proces og at al bevidsthed er bevidsthed om proces og bevidsthed i proces.
Man kan naturligvis mødes i undren og nærvær i en hvilkensomhelst koncertform.
Der er til gengæld nogle konventioner omkring intentionen med at give koncert og intentionen med at være publikum, som kan stå i vejen for nærværet.
For eksempel har undren og nærvær det ikke optimalt sammen med vurdering og stillingtagen.
Stillingtagen er det modsatte af bevægelse. At “tage stilling” eller at “have en holdning” betegner en stivnen i kroppen, og dermed en benægtelse af kroppens proces og dynamik. Stillingtagen og vurdering er altså det modsatte af undren, forundring og nysgerrighed.
I min studietid arbejdede jeg på et tidspunkt sammen med guitaristen Karl Petersen og komponisten Axel Borup Jørgensen om nogle af dennes sange i et meget inspirerende forløb. Efter den afsluttende koncert mødte min sanglærer mig med replikken “jeg ved egentlig ikke hvad jeg skal sige, for det er jo svært at bedømme sangen i den slags musik”
Den sætning morede mig længe. Det er tilsyneladende så almindeligt i vores kultur at vurdere og bedømme, at det kan føles som en forpligtigelse, og at det kan være helt svært at finde på hvad man ellers skal sige.
Musikken interesserede hende givetvis ikke. Og jeg er glad for at hun ikke spildte sin tid med at finde på gode argumenter for, hvorfor det var berettiget at det ikke interesserede hende, som en garvet anmeldertype ville have gjort.
I en ærlighedsbaseret og nysgerrighedsbaseret kultur, kan analyse og oplevelseskarakteristik være helt relevant, mens vurderinger egentlig er overflødige, om ikke direkte forstyrrende og støjende. 
Når jeg deler det, som ærligt interesserer mig, er jeg faktisk kun interesseret i at tale videre om det med dem som det også interesserer.
Det vil simpelthen være uvedkommende at høre eller læse folk fortælle om hvad der ikke interesserer dem, -og især bliver det meningsløst hvis de argumenterer for at andre burde dele deres uinteresse. Det vil være at dyrke det visne i stedet for at støtte en levende proces.

Procesbevidsthed handler om at sætte sig ind i hvordan organismer fungerer, gror og udvikler sig og om tålmodighed i at støtte disse naturlove og mekanismer optimalt.
Arbejder man procesbevidst, forstår man at genkende et frø og at støtte det som gror og spirer uden at ville kontrollere hvordan planten kommer til at se ud - i tillid til at udviklingen af nye plantearter er en naturlig del af evolutionen. Man sår, når man har muligheden, i tillid til at det giver udbytte for nogen på et tidpunkt. Og man lader det visne formulde, så energien fra det kan transformeres til nye planter.
Mit ærinde er egentlig ikke at revolutionere koncertformen.
Men når vi vil forbedre, forny og forandre - så lad os støtte hinanden i at gøre det med den rene og ærlige nysgerrighed, undren og forundring som afsæt. Lad os have tålmodighed med og respekt for vækst og spiring. Lad os ikke forstyrre hinandens processer med overfladisk og overflødig stillingtagen og positionering. Lad os ikke lefle for nogen eller noget eller pakke os ind i omsvøb. 

Og lad os ikke gøre vores stof interessant - eller ansætte folk til det - og på den måde træne kynisme og uærlighed.

Jeg har valgt at sende stafetten videre til Anja Jacobsen fra Valby Vokalgruppe og Selvhenter. To ensembler jeg oplever som ærlige, livskraftige spirer af nysgerrigt nyt.....

Fra kønsløshed til kønslighed


En kniv er ikke det modsatte af en gaffel

Maskulinitet er ikke det modsatte af femininitet



Der er ikke noget feminint over fravær af mandighed.

Og der er ikke noget maskulint over fravær af kvindelighed



Kønsløshed fortrænges af kønsligt forankret væren

Som mørke fortrænges af lys

Frem og tilbage


Frem og tilbage

Når jeg skal bruge en bøtte tager jeg den frem.
Når jeg er færdig med at bruge den, sætter jeg den tilbage.

Sprogligt forbindes altså orden og ryddelighed med tilbage.
- at holde orden forbindes med at bringe situationer tilbage til tidligere stadier.
Hvad om jeg satte min bøtte frem til dens næste og endnu mere perfekte plads efter brug?
Så orden kan forbindes med forbedring og nyt perspektiv.

No mirror ever became iron again;
No bread ever became wheat;
No ripened grape ever became sour fruit.
Mature yourself and be secure from a change for the worse.
Become the light.

Rumi

Om danske værdier, kvindelige kvaliteter og kød-te



"Drikker du urte-te eller kød-te?", spurgte min første kærestes mor på mit første besøg i køkkenet i villakvarteret.


Jeg havde aldrig hørt om kød-te, og da en af de vigtigste værdier i min opdragelse var nysgerrighed og åbenhed overfor andre mennesker og deres vaner, valgte jeg naturligvis at smage denne kød-te.

Det viste sig at være det forkerte svar i denne familie.
Kød-te var nemlig betegnelsen for "den slags te som kødspisere drikker".
Altså helt almindelig gammeldags sort te. Moderen var vegetar og makrobiotiker, og jeg ved ikke helt hvorfor de egentlig havde denne "kød-te" i deres hjem.
Jeg var lettet over at der alligevel ikke var kød i teen, men også lidt ærgerlig over at være faldet i "dårlig-smag-fælden" på mit allerførste besøg.
Og så var jeg ærgerlig over noget mere principielt, som jeg dengang ikke helt kunne sætte ord på.

Det kan jeg nu.

Upræcise betegnelser er naturligvis lidt irriterende for et reflekterende menneske.
Kød-te er noget vrøvl, fordi der ikke er kød i teen, ganske simpelt. Så det er oplagt, at der går noget klarhed og præcision tabt i denne omgang med ord.
Men det lidt dybere ærgelige er, at i den dumhed som opstår i tabet af klarhed, bor spiren til den ubevidste fascisme.

For tiden kommer jeg ofte til at mindes min oplevelse med kød-te, når jeg hører begreber som "danske værdier" og "kvindelige kvaliteter", som er udtryk for nøjagtig samme uklarhed og manglende præcision, -og som derfor nærer den lille milde fascisme.

Det er udmærket at man opdager, at en eller anden livsværdi går igen hos rigtig mange danskere og derfor kunne kaldes "typisk for danskere".
Men jeg synes der er et meget stort og farligt skridt hen til benævnelsen "en dansk værdi".
For hvad med alle de andre som hylder samme værdi. - Har de så ikke helt så autentisk kontakt med den, -eller ikke helt så meget ret til at udleve den? - og kan man have ejerskab til en værdi?

Det er udmærket at man opdager, at en eller anden kvalitet går igen hos rigtig mange kvinder og derfor kunne kaldes "typisk for kvinder".
Men jeg synes der er et meget stort og farligt skridt hen til benævnelsen "en kvindelig kvalitet".
For hvad med alle de andre som har samme kvalitet. - Har de så ikke helt så autentisk kontakt med den, -eller ikke helt så meget ret til at udleve den? - og kan man egentlig have ejerskab til en kvalitet?



I dette skridt vækkes identifikationen og symbiosen med værdien og bliver en del af  "det at være sådan en som mig".
Og når det er sket, kan man ikke skelne mellem denne værdi og alle de andre værdier og kendetegn, som også bor i symbiosen.
Den spirende fascisme næres yderligere, hvis man mødes i grupper af "ligesindede" og fejrer stoltheden ved gruppens værdier og kendetegn.
Apartheid er apartheid -ligegyldig hvilken "dem-og-os-ide" den er født af.

Hvergang vi ikke bruger vores klarhed - bruger vi vores fordomme.
Og det vi gør, smitter.
Jeg vil ønske at vi i vores kategoriseringer prøver at bevare så meget klarhed som vi hver især er i stand til, så nysgerrigheden kan få lov at overleve fordommene.


Og rent logisk:
Selv om det viste sig at næsten alle krølhårede også var nærsynede, ville det være upræcist og derfor uhensigtsmæssigt at kalde nærsynethed for "krølhåretsynethed".
- Så sig aldrig ja til kød te, dansk hygge og kvindelig intuition.

Det er en fælde.

Hvorfor er der ikke noget der hedder golfchikane?




Jeg forstår ikke ideen i begrebet sexchikane.

Sex er en aktivitet og en kommunikationsform.
Umiddelbart værdineutralt.
Personligt har jeg absolut flest positive oplevelser med sex.
Sex er ikke forbudt, og man må grundlæggende have sex med hvem man har lyst til at have sex med, hvis de er voksne.

Der er i forvejen forbud mod ufrivillig tvang og der er forbud mod chikane.
Chikane er når man generer andre mennesker.
Ufrivillig tvang er når man presser dem til noget de ikke selv ville vælge at gøre.
Hvorfor skal sex blandes ind i disse forbud?

Jeg synes faktisk man burde se nærmere på omfanget af golfchikane i samfundet.
Eller par-middag-chikane. Eller shoppingchikane.
Jeg tror det er endnu mere almindeligt at ansatte føler sig presset til disse aktivitetsformer end til sex.

Og hvem kan egentlig vurdere hvilke aktiviteter det er værst for andre at deltage i?