lørdag den 5. april 2014

Stillingtagen er det modsatte af bevægelse - Om at dele sin undren

Publiceret som ugens fredagsbøn for Dansk Komponistforening 25.5 2012


For nylig holdt jeg formidlingsworkshop for Ph.D. studerende og undervisere på IT-universitetet.


Jeg kunne mærke at en del af de deltagende som udgangspunkt havde en vis skepsis overfor at lade sig undervise i formidling af en sanger. 
De var tilsyneladende klar til at sortere i popsmarte tips og tricks om hvordan man får opmærksomhed - og i grænseoverskridende øvelser, hvor store følelser skulle findes frem, pustes op og krænges ud.
Det var derfor skønt at mærke deres lettelse, da jeg i stedet startede med at bede dem holde helt op med at gøre deres stof interessant, og udelukkende tage udgangspunkt i deres egen ærlige interesse for stoffet. 
Når de gik ind i deres ærligste forundringer og undringer og fortalte derfra, i stedet for at spekulere i resultatdokumentation eller i hvordan de gerne ville fremstå, blev det straks dybt vedkommende. 
For de fleste af dem var det en stor lettelse at smide ideen om hvad andre vil have - både indholdsmæssigt og performancemæssigt.
Enkelte blev naturligvis konfronteret med at hele deres indhold var bygget op omkring en leflen for modtageren og formidlingstraditionen, så de måtte lede lidt før de fandt et ærligt indhold.

For den seriøse æstetiker og kunstner er der naturligvis ikke noget nyt i dette. Det interessante i denne historie er i mine øjne, at jeg inderst inde godt kan forstå deres skepsis og den fordom som ligger bag.

Når man møder en fordom, kan man vælge at blive forarget, eller man kan vælge at tage sin del af ansvaret for fordommens levedygtighed. Og jeg kender jo udmærket til overfladiske tips og tricks, tilfældig malen med store følelser og til leflen for publikum, kollegerne eller formidlingstraditionen og jeg kender også udmærket eksempler på at vi som musikere viser hvad vi har kontrol over i stedet for ærligt at vise hvad vi er optaget af.
Man kan naturligvis helt ærligt være optaget af at vise hvad man har kontrol over. Det er der slet ikke noget galt i. Men hvis hovedintentionen er at vise hvad man har kontrol over, vil det primære udtryk også handle om dette og hovedresponsen vil være en vurdering af hvorvidt man har denne kontrol eller ej. Og så er den dialog faktisk slut.
Vi får generelt svar på det vi spørger om:-)

Så mennesker som længes efter dybere dialoger og stærkere møder, hvor man berøres og beriges i stedet for at imponere(s) og underholde(s), må nødvendigvis prioritere at mødes i undren og ikke i kontrol. 

Jeg har modtaget stafetten af Andreas Røeboe, som i tråd med flere andre stafetholdere beskriver en sådan længsel. Jeg har selv i mit sangerliv i høj grad ledt efter og dyrket de processer som giver mening ved at noget og nogen flytter sig, da det aldrig har interesseret mig hverken at underholde eller imponere. Blandt andet derfor har jeg undervist mere end jeg har performet. Derfor har jeg også elsket at arbejde sammen med komponister om at forløse deres ideer. Selvom mange af disse ideer har vist sig uholdbare i længden, har det for mig været meningsfuldt blot at hjælpe en komponist videre til sin næste og måske bedre ide og det undersøgende samarbejde har været langt vigtigere for mig end en eventuel performance af værkerne. 

For tiden elsker jeg også at synge frit improviserede koncerter med musikere fra alle mulige genrer hos Global Units, at høre komponister dele deres undren i Frankensteins lab, og jeg elsker at synge baggrundslyde i Natkirken om torsdagen, hvor opgaven er at støtte den meditatiive undren i rummet med mine stemmelyde og hvor præsterne faktisk er bevidste om at inddrage sangernes æstetiske optagethed og procesbevidsthed også i det liturgiske eksperimentarium.

Når man mødes i sin undren og med nysgerrigheden som primær fælles drivkraft, mødes man i proces og kommer derved tættere på den proces man selv er, både som individ og som fælles kommunikerende organisme.
For man er vel ikke andet end proces, egentlig! Og der findes vel ikke andet i livet end proces.
Og al bevidsthed og erkendelse må vel egentlig handle om at optimere dette.
Altså om procesbevidsthed.

En moderne procesbevidsthed tager for mig at se afsæt i en realistisk erkendelse af at alt er proces, at al nærvær er nærvær i en proces og at al bevidsthed er bevidsthed om proces og bevidsthed i proces.
Man kan naturligvis mødes i undren og nærvær i en hvilkensomhelst koncertform.
Der er til gengæld nogle konventioner omkring intentionen med at give koncert og intentionen med at være publikum, som kan stå i vejen for nærværet.
For eksempel har undren og nærvær det ikke optimalt sammen med vurdering og stillingtagen.
Stillingtagen er det modsatte af bevægelse. At “tage stilling” eller at “have en holdning” betegner en stivnen i kroppen, og dermed en benægtelse af kroppens proces og dynamik. Stillingtagen og vurdering er altså det modsatte af undren, forundring og nysgerrighed.
I min studietid arbejdede jeg på et tidspunkt sammen med guitaristen Karl Petersen og komponisten Axel Borup Jørgensen om nogle af dennes sange i et meget inspirerende forløb. Efter den afsluttende koncert mødte min sanglærer mig med replikken “jeg ved egentlig ikke hvad jeg skal sige, for det er jo svært at bedømme sangen i den slags musik”
Den sætning morede mig længe. Det er tilsyneladende så almindeligt i vores kultur at vurdere og bedømme, at det kan føles som en forpligtigelse, og at det kan være helt svært at finde på hvad man ellers skal sige.
Musikken interesserede hende givetvis ikke. Og jeg er glad for at hun ikke spildte sin tid med at finde på gode argumenter for, hvorfor det var berettiget at det ikke interesserede hende, som en garvet anmeldertype ville have gjort.
I en ærlighedsbaseret og nysgerrighedsbaseret kultur, kan analyse og oplevelseskarakteristik være helt relevant, mens vurderinger egentlig er overflødige, om ikke direkte forstyrrende og støjende. 
Når jeg deler det, som ærligt interesserer mig, er jeg faktisk kun interesseret i at tale videre om det med dem som det også interesserer.
Det vil simpelthen være uvedkommende at høre eller læse folk fortælle om hvad der ikke interesserer dem, -og især bliver det meningsløst hvis de argumenterer for at andre burde dele deres uinteresse. Det vil være at dyrke det visne i stedet for at støtte en levende proces.

Procesbevidsthed handler om at sætte sig ind i hvordan organismer fungerer, gror og udvikler sig og om tålmodighed i at støtte disse naturlove og mekanismer optimalt.
Arbejder man procesbevidst, forstår man at genkende et frø og at støtte det som gror og spirer uden at ville kontrollere hvordan planten kommer til at se ud - i tillid til at udviklingen af nye plantearter er en naturlig del af evolutionen. Man sår, når man har muligheden, i tillid til at det giver udbytte for nogen på et tidpunkt. Og man lader det visne formulde, så energien fra det kan transformeres til nye planter.
Mit ærinde er egentlig ikke at revolutionere koncertformen.
Men når vi vil forbedre, forny og forandre - så lad os støtte hinanden i at gøre det med den rene og ærlige nysgerrighed, undren og forundring som afsæt. Lad os have tålmodighed med og respekt for vækst og spiring. Lad os ikke forstyrre hinandens processer med overfladisk og overflødig stillingtagen og positionering. Lad os ikke lefle for nogen eller noget eller pakke os ind i omsvøb. 

Og lad os ikke gøre vores stof interessant - eller ansætte folk til det - og på den måde træne kynisme og uærlighed.

Jeg har valgt at sende stafetten videre til Anja Jacobsen fra Valby Vokalgruppe og Selvhenter. To ensembler jeg oplever som ærlige, livskraftige spirer af nysgerrigt nyt.....

Ingen kommentarer:

Send en kommentar